20. december – International Solidaritetsdag

Blog Post Title

Solidaritet er et begreb, som de fleste af os kender til. Men i denne del af verden, er det langt fra alle, der tænker over det i hverdagen. FN har gennem tiden etableret mange globale helligdage. Og af de globale helligdage i december er International Solidaritetsdag én af de bredest anerkendte.

Forhistorien 

FN identificerer solidaritet som én af de mest fundamentale værdier i det 21. århundredes internationale relationer. Af FNs definition følger, at de mennesker, der lider eller på anden vis kæmper for at kunne opretholde tålelige leveforhold, fortjener hjælp fra de mennesker, der overordnet set lever komfortabelt og sikkert. Derfor udnævnte FN under generalforsamlingen i 2005 d. 20. december til International Solidaritetsdag. 

FNs solidaritetsbegreb 

Solidaritet har som koncept defineret FN lige siden organisationens fødsel i 1945. Særligt i forbindelse med de initiativer, som FN gennem tid har udviklet i takt med den globale bekæmpelse af fattigdom, har International Solidaritetsdag siden begyndelsen haft til formål at fejre medmenneskelighed, empati og fællesskab. FNs solidaritetsbegreb har længe været relativt bredt, men da International Solidaritetsdag blev etableret, udformede FN nogle klart definerede mål for den årlige fejring af international solidaritet. Først og fremmest giver International Solidaritetsdag anledning til at fejre fællesskabsfølelser på tværs af diversitet. Verden omfatter et hav af forskelligartede kulturer, men på tværs af ydre grupperinger som alder, køn og etnicitet, har vi mennesker en fantastisk egenskab til at føle os forbundne som dele af en større helhed. International Solidaritetsdag er også en dag, som ideelt set skal minde regeringer over hele verden om vigtigheden af, at de overholder de internationale aftaler, som de indgår i løbet af året. Og på International Solidaritetsdag opfordrer FN desuden til, at vi forstærker og udbygger debatten om, hvordan vi bedst muligt kan skabe en verden, der er værd at give videre til fremtidige generationer, og hvordan vi kan stå sammen i den kontinuerlige kamp mod sygdom og hungersnød i de fattigste af verdens lande. 

International Solidaritetsdag 2021 

I modsætning til mange af de andre globale helligdage, som FN har etableret gennem tiden, skifter International Solidaritetsdag ikke tema fra år til år. Således var fokus i 2021 det samme, som det har været siden 2005: At promovere, debatere og etablere ligestilling og social retfærdighed navnlig i verdens fattigste udviklingslande. Nogle af de største globale udfordringer udgøres af blandt andet klimaforandringer, fattigdom og krig. Og selvom der ikke findes nogle kvikløsninger på problemerne, er det værd at huske på, at vi som mennesker kan nå langt, hvis vi globalt set favner fællesskabet og den grænsenedbrydende solidaritetsfølelse.